Toscana med en hund – del 2

Fredag ​​aften, kort før klokken 20, nåede Jule, Michael og de tre hunde frem til deres venner i München. Hundene er ret udmattede, og de to hamburgere beslutter sig for, at de firbenede venner kun skal have en lille snack tørret kyllingefilet. Der er en lille eng i nærheden - ikke noget at rende rundt i, men det er Lancy, Sunny og Luna alligevel ikke i humør til.

23. marts: München nås

Charly forkæler os med varme ostepølser og kartoffelmos. Ikke nok med at hundene er udmattede efter 800 kilometer, vi vil også bare gerne i seng.

24. marts: 2. etape

Kort efter halv ni er vi "på vej igen". Påskeferien er begyndt i Bayern, og vi har fornemmelsen af, at hele München er på vej sydpå. Stop og gå! Men vi forholder os rolige. Vi er trods alt på ferie. Vi har godt 700 kilometer foran os! Kort før halv tolv nåede vi den østrigske grænse. Efter 20 kilometer holder vi vores første pause. Hundene er glade: snuser, løsner sig og er tørstige. Vi fortsætter med en cappuccino. En halv time senere betaler vi vejafgiften for Brenner og lige før halv tolv nåede vi Bella Italia. Vi holder pause omkring klokken 14. Termometeret viser 00°, solen skinner og vi er så småt ved at komme i feriestemning.

Da vi er tilbage i bilen viser navigationssystemet: 419 kilometer til Terricciola! Vi holder en sidste pause omkring fire. Hundene har åbenbart ikke lyst mere og hopper ikke så glade ind i bilen som de plejer. Men med lidt overtalelse kommer de ombord. Det tager os næsten to en halv time at tilbagelægge de sidste 160 kilometer – selvom der egentlig ikke er meget trafik. Vi farede vild på de sidste meter. I stedet for Terricciola indtastede vi kun postnummeret i navigationssystemet. Så vi ender i en nabolandsby, på en gade med samme navn. Vi ringer til Elisa, som forklarer os, at landsbyerne i området alle har samme postnummer, og at vi ”Terricciola"skal ind. Ti minutter senere nåede vi endelig vores destination efter næsten ti timer.

Nu er det tid til at pakke ud, fodre hundene og friske noget op, for Elisa og Davide har inviteret til velkomstmiddag i restauranten. Vores lejlighed i "Sommerhus i Toscana“ er en drøm, vi føler os straks hjemme. Hundene snuser til deres mad, men ser ikke ud til at have appetit. De to dage i bilen var nok alligevel ikke helt til hendes smag. De sætter sig noget sløvt ind i bilen igen, og vi følger Davide til restauranten. En fantastisk butik: med åben ild, hvor kødet steges på en grill. Vi sidder ved et langbord med Elisas forældre Irene og Roberto, deres børn, Alessandro og Matteo, og deres venner Francesca og Michele. Vi er ankommet til Italien. Værtinden forberedte to tæpper og skåle med vand til hundene - meget betænksomt. Hundene er udmattede, og de gamle falder i søvn på stedet. Luna er lidt ustabil og må sidde på sin ejers skød. Maden er fantastisk! En række antipasti misti (til kødædere og vegetarer), spaghetti al ragú di Chianina, 2 x 2-kilos rump steaks på benet, diverse tilbehør, dessert. Tilbage på InToscana falder vi dødtrætte i seng!

 

25. marts: Ferien kan begynde | Sommerhus Toscana med hund

Vi sov mere end ti timer i træk. Sunny er urolig, så hun tager hurtigt noget tøj på og går ud med den gamle dame. Lederne løber efter dem. Det er køligt, men solen skinner fra en blå himmel. Jeg kan næsten ikke huske kulden i Hamborg! Endnu en gang har Luna ikke andet på hjertet end at spille bold og løber rundt i græsset, der er fugtigt af morgenduggen. InToscanas kæmpe have er fuldt indhegnet, så jeg behøver ikke bekymre mig. Vi pakkede også masser af hundetasker – så alt var fint. Da vi kom tilbage til lejligheden, havde Michael allerede lavet te til mig. Jeg tænkte selvfølgelig kun på min te og pakkede ingen filterposer eller kaffe. Efter den første kop te går vi hurtigt i bad og tager til landsbyen. 

Der sker allerede en masse i de smalle gader i Terricciola søndag morgen. Kun smalle fortove og travl biltrafik. Så vi må hellere holde hundene i snor. Efter et par spørgsmål – Michael har lært lidt italiensk – fandt vi caféen frem, sad udenfor i solen og nød cornetti (sådan hedder croissanterne her) med salami, panini og cappuccino. Der sker meget i gaderne her, og vores tre hunde tiltrækker stor opmærksomhed. Men ikke som i Hamborg, hvor man ofte bliver kigget skævt med kun én hund. Jeg forstår ikke meget, men tilsyneladende elsker alle vores hunde det her! 

Vi bruger resten af ​​dagen på at lave ingenting. Hundene er langsomt ved at lære sig at kende, har allerede fundet deres yndlingssteder og kender vejen til haven. Luna er den første, der går ned selvstændigt. Lancy bliver tæt på mig. Alt går fredeligt med Elisas børn og andre gæsters børn, men Luna syntes, det var sjovt at gø på Matteo. Da Matteo for første gang tør svare med et højt "Ugh" er fronterne tydeligt afklarede. Diego – tilsyneladende en hyrdeblanding – bor sammen med sine folk i lejligheden ved siden af. Ved det første møde uddeler jeg en omgang godbidder. At spise sammen giver venner! Så det ville også være afklaret: Diego kan bestå!

At gøre ingenting gør dig forbandet sulten. I hvert fald for os Twolegs. Hundene snuser bare til deres mad igen, og Sunny tager et par bid, men de øverste opfører sig, som om jeg havde serveret dem det sidste lort. Vi tager til landsbyen igen. Destination: pizzeria. En lille butik med kun få borde, men på denne tid af dagen raser livet her. Hundene virker velkomne, faktisk meget velkomne, for en skål med vand er der med det samme for dem. Pizzamaskinen kommer ud af køkkenet og fodrer nogle skinke til vores firbenede ledsagere. Vi er kommet til det rigtige sted, og Prosciutto-pizzaen er præcis, hvad vi har brug for lige nu. Vejen tilbage er mindre anstrengende, det går ned ad bakke. Klokken er lige over ti, men hundene er lige så udmattede, som vi er af at lave ingenting, og vi falder dødtrætte i seng igen i dag. 

26. marts: Gør først nogle indkøb

Sov ti timer i træk igen! Så kom hurtigt ud i haven med hundene. Jeg har glemt min hundesæk, så jeg må søge på engen igen bagefter. Sunnys fordøjelse får mig til at tilføje kylling og ris til indkøbslisten. Så det var ikke maden – den lange rejse forstyrrede dem på en eller anden måde. Michael fik cornetti, smør, mokka og flødeost. Sammen med velkomstpakken, som også indeholder lækkert italiensk pålæg, kan vi for første gang spise morgenmad i solen på “vores” hoveddør! Diego kommer hen og jeg køber endnu en omgang tørret kyllingefilet. Venskabet bliver langsomt men sikkert beseglet.

Shopping er dagens orden i dag. Udover filterkaffe til Michael står kylling og ris øverst på listen. Mens Michael er i supermarkedet, sidder jeg foran det med hundene i solen. Da vi kommer tilbage, forklarer Elisa os, at vi har købt mokka. Ikke helt det rigtige i betragtning af Michaels konstante kaffeforbrug! Irene inviterer os på en kop kaffe, altså en espresso – jeg får mælk med! Så styrket tog vi afsted igen. I et andet supermarked finder vi faktisk filterposer og kaffepulver i amerikansk stil! Og Michael opdager endda naturligt uklar æblejuice til min æblespritzer!

Om eftermiddagen koger jeg kylling og ris til hundene. Sunny er moderat entusiastisk, men spiser lidt. Spidsen snuser bare. Jeg begynder at blive bekymret. Jeg tænker allerede på, hvordan Alessandro vil hjælpe mig som tolk hos dyrlægen. Elisa har reserveret et bord til os den aften i en restaurant, der faktisk ikke tillader hunde. Vi bliver straks genkendt og - som opfordret - givet et bord lidt væk, hvor hundene er af vejen og har fred og ro. Man kan ikke rigtig tale om fred, for et barns fødselsdag bliver fejret i naborummet. Restauranten har allerede travlt, og vi iagttager travlheden ved nabobordene med fascination. Vores hunde oplever samme entusiasme her og den obligatoriske skål med vand er der med det samme. Vi bestiller en lille forret og pasta og drikker en cappuccino til dessert, som nu overgår os som "Tedesco" - tyskere! Vi er tilbage ved InToscana omkring klokken 22, og hundene går faktisk hen til kyllingeskålene og spiser lidt. Og vi falder dødtrætte i seng igen.